Slut med voldsom hovedpine
Forskere fra Lunds Universitet har udviklet en ny type lægemiddel, der kan lindre migræne og hjælpe patienter, der ikke kan tåle den medicin, der er på markedet i dag. Migræne er en yderst smertefuld tilstand, og det bliver ikke bedre af, at den medicin der er på markedet, giver bivirkninger hos et flertal af brugerne. Men nu har forskere fundet frem til et stof, der griber behandlingen af hovedpinesmerter helt anderledes an.
”Det markerer en helt ny æra hvad angår migrænebehandling,” siger Professor Lars Edvinsson fra Lunds Universitet i Sverige. Sammen med sine kollegaer har han fået et gennembrud i jagten på et lægemiddel, der blokerer de signalstoffer, der er skyld i den voldsomme hovedpine.
Forstørrede blodkar trykker på nerverne
Den direkte årsag til migræne er endnu ukendt. Men smerterne forårsages af, at blodkar i hjernen irriteres og udvider sig.
"Jeg mærker, at et anfald er på vej, når jeg pludselig bliver helt svimmel af træthed. Efter en times tid begynder jeg at få ondt ved tindingen i den ene side af hovedet. Smerterne bliver voldsommere og voldsommere over de næste par timer og jeg får kvalme og sorte prikker for øjnene. I de værste tilfælde kaster jeg op hver halve time i op til 12 timer,” fortæller Maja, der er en af den ca. halve million danskere, der jævnligt lider af migræne.
Selve hjernen kan ikke føle smerte, men blodkarrene trykker på hjernehinden, og det opfattes uden for hjernen af den store ansigtsnerve (trigeminus). Andre symptomer er kvalme, opkastninger, synsforstyrrelser og øget følsomhed over for lys, lyde og lugte.
Migrænemedicin med bivirkninger
Den migrænemedicin der findes på markedet indeholder triptaner. Det er stoffer, der får blodkarrene til at trække sig sammen. Problemet med denne type medicin er, at effekten ikke kun holder sig til hjernen. Det gælder hele kroppen. Derfor kan personer, der har problemer med kredsløbet ikke bruge medicin med triptaner og mange almindelige patienter oplever bivirkninger som trykken for brystet, åndenød samt syns-, tale- og føleforstyrrelser.
For Maja føles det som om, at hun ikke længere kan få den optimale effekt ud af medicinen. Migrænen dulmes, men forsvinder ikke, medmindre hun spiser stadigt flere piller. Den eneste måde hun i sidste ende kan blive migrænen helt kvit, er ved at afgifte kroppen, ved at boykotte medicinen i en periode. Med et slemt migræneanfald til følge.
”Jeg kan regne ud, at det er virkelig stærke sager jeg spiser, når min krop reagerer så stærkt. Det bryder jeg mig ikke om,” siger hun.
Nyt lægemiddel hæmmer smertesignalerne i hjernen
Migræneforskere har længe ledt efter alternative stoffer der kan lindre sygdommen. I 25 år har man vidst, at når trigeminusnerven aktiveres, dannes et signalstof i hjernen der kaldes CGRP (Calcitonin gene-related peptide). Dette stof er nødvendigt for, at smertesignalerne sendes videre og opfattes af hjernen.
På Lunds Universitet har man nu fundet frem til et konkret stof, telcagepant, der effektivt hæmmer optagelsen af CGRP. Man forhindrer ikke selve dannelsen af CGRP, men man afskærer hjernecellernes receptorer i at modtage det. Dermed dæmpes smertesignalet, og hovedpine og andre forstyrrelser mindskes. Telcagepant har ingen effekt på blodkarrene, og hvis stoffet virker lige så effektivt som lægemidler med triptaner, kan medicinen være løsningen for de migrænepatienter der samtidig lider af hjerteproblemer eller oplever mange bivirkninger af den traditionelle medicin.
Et nyligt forsøg med 1380 migrænepatienter viste, at effekten i smertelindring, kvalme og sanseforstyrrelser var nogenlunde ens hos de forsøgspersoner der fik telcagepant og dem der fik zolmitriptan, et traditionelt migrænemiddel med triptaner. 37 procent af telcagepant-spiserne rapporterede om bivirkninger, i modsætning til 51 procent af de der havde fået zolmitriptan.
”Der er stadig er mange spørgsmål omkring virkningen af CGRP-hæmmere der skal undersøges, før vi fuldt ud forstår mekanismerne bag migræne.
Det nye lægemiddel er et stort skridt på vejen og vi mener, at der er potentiale for at forbedre medicinen yderligere i takt med, at vi kommer længere med forskningen,” siger Lars Edvinsson.
Medicinalfirmaet Merck der står bag forsøget forventer at ansøge om godkendelse af produktet i 2009. Dermed vil det formodentlig være på markedet i løbet af 2010.
Interessant alternativ
Maja har inden for de seneste år reduceret sine migræne anfald væsentligt ved at omlægge sin kost og dyrke mere motion. Alligevel er telcagepant et interessant alternativ til den medicin hun bruger i dag, når hun ind imellem oplever optræk til et nyt anfald: ”Hvis det betyder, at jeg kan undgå et migræneanfald uden at skulle bekymre mig om ophobning af medicin, og uden de bivirkninger jeg oplever i dag, så siger jeg pænt ja tak.”
Skrevet af journalist Berit Viuf