Nyt dansk center til grundforskning i migræne
Videnscentrets leder, professor Messoud Ashina, modtager stor millionbevilling til opbygning af nyt migræneforskningscenter, der bliver et af verdens største.
Danmarks Grundforskningsfond har bevilget 60 millioner kroner over 6 år til et nyt såkaldt Center of Excellence inden for migræneforskning. Professor Messoud Ashina, Dansk Hovedpinecenter, der har modtaget bevillingen, er en af verdens førende migræneforskere: ”Det er en stor anerkendelse og en spændende mulighed for at fremme migræneforskning," siger Messoud Ashina, som ser grundforskningscentret som en visionær overbygning på det i forvejen meget stærke danske forskningsmiljø indenfor migræne: "Centret bliver et kraftcenter for bane-brydende og nytænkende forskning i migræne. Jeg ser frem til at opbygge et center, der kommer til skabe ny viden om migræne og samtidig udvikle nye behandlingsmuligheder, som kan gøre en forskel for mange millioner mennesker med migræne over hele verden,” forklarer Messoud Ashina, som også leder af Nationalt Videnscenter for Hovedpine.
Centret bliver fysisk forankret ved Afdeling for Hjerne- og Nerve-sygdomme på Rigshospitalet og får navnet Center for Discoveries in Migraine. Det skal samarbejde med blandt andre Harvard Medical School i USA, Leiden University i Holland og Københavns Universitet. Danmarks Grundforskningsfond støtter Center for Discoveries in Migraine sammen med 12 andre grundforskningscentre. Bevillingen løber i første omgang 6 år med 10 millioner årligt med mulighed for forlængelse i 4 år.
Der forskes i migræne og hovedpine som aldrig før, vi må håbe der sker rigtig meget i fremtiden. Et ønske er så også, at den medicin der skal til, kan blive frigjort, så alle der har behov kan få den uden flere års ventetid. - Hanne Johannsen