Ny Whiplashguide
- hjælper skadede til et godt liv trods usynlige handicaps
Skaden er lige sket, hvad gør jeg? Skal jeg fortsætte som jeg plejer eller holde mig i ro? Holder det nogensinde op med at gøre så ondt? Hvorfor er jeg træt hele tiden? Spørgsmålene myldrer frem, når man pludselig får en whiplashskade, og bliver skaden kronisk, er det svært at forstå, at smerten og symptomerne ikke forsvinder – at man måske skal leve med det resten af livet. Derfor har vi lavet Whiplashguiden, som indeholder svar på mange af de spørgsmål, der fylder hos de ramte både nyskadede og kroniskskadede.
Whiplashskader sker oftest i trafikulykker, men de kan også opstå på andre måder fx ved rideulykker, cykelstyrt eller ved at få en bold i hovedet. Vi håber derfor I vil gøre medlemmerne i jeres organisation opmærksom på Whiplashguiden - i tilfælde af, at ulykken skulle ske eller som hjælp til de, der allerede har fået en whiplashskade. Så de skadede kan få den bedst mulige start på det, der i nogle tilfælde ender med at blive et livslangt sygdomsforløb.
Whiplashguiden er en hjemmeside med en lang række informationsfilm og tekster til gavn for både de skadede, deres pårørende, arbejdsgivere, læger, behandlere m.fl. I filmrækken kommer vi hele vejen omkring whiplash lige fra overblik over behandlingsmuligheder til rådgivning i forhold til fx familie, erstatningsmuligheder, speciallægeundersøgelser og forebyggelse af nye whiplashskader.
Guiden giver viden om whiplash, praktiske værktøjer til selvhjælp og inspiration til at få et godt liv trods kroniske smerter og invaliderende symptomer. Otte whiplashramte fortæller hudløst ærligt om op- og nedture, og om at finde vejen tilbage til livet efter tilværelsen på et splitsekund blev ændret. Informationsfilmene er bygget op omkring deres erfaringer i samspil med ekspertudsagn, så filmene favner og udviser forståelse for whiplashskadede samtidig med de giver videns- og erfaringsbaseret råd og vejledning.
"Whiplashguiden kan ikke blot gøre en forskel for whiplashskadede. Den kan også hjælpe patienter med andre typer kroniske smertelidelser eller patienter med hjernerystelse eller hjerneskader."
- Carsten Kock-Jensen, neurokirurg og specialeansvarlig overlæge ved Klinik for CRPS og neurogene skader, Sydvestjysk Sygehus.
Vi håber I vil hjælpe os med at sprede budskabet om Whiplashguiden fx på hjemmesider, sociale medier og via nyhedsbreve.
I finder Whiplashguiden her: www.whiplashguiden.dk
Har I spørgsmål så kontakt os på mail, så vender vi tilbage hurtigst muligt.
Venlig hilsen
Sara Maria Grau, formand for Whiplashforeningen
Mail: presse@whiplashforeningen.dk
Tlf. 45 83 99 04
Whiplashguiden er lavet af Whiplashforeningen i samarbejde med Retrospect Film med støtte fra Rådet for Offerfonden.