Ny medicin kan halvere antallet af migrænedage
Dansk hovedpineprofessor har deltaget i et internationalt forskningsforsøg af ny migrænemedicin. Medicinen virker hos patienter, der ikke tidligere har haft gavn af anden medicin.
Professor Messoud Ashina fra Dansk Hovedpinecenter på Rigshospitalet - Glostrup har deltaget i et internationalt forskningsforsøg, der har testet lægemidlet Fremanezumab på patienter med migræne.
Omkring en tredjedel af de patienter, der deltog i forsøget fik reduceret antallet af dage med migræne med 50 procent eller mere. Det er ifølge Messoud Ashina et meget overbevisende resultat. Resultaterne er netop offentliggjort i det anerkendte videnskabelige tidsskrift The Lancet.
”Vores forsøg har vist, at Fremanezumab kan bruges som forebyggende behandling hos patienter med migræne. De patienter vi har testet medicinen på, er patienter, der ikke tidligere har haft effekt af anden migrænemedicin. Det er med til at gøre forsøget helt unikt, at vi har kunnet teste på denne gruppe af behandlings-resistente patienter og stadig har kunnet se så god effekt,” siger professor Messoud Ashina fra Rigshospitalet.
De patienter der deltog i forsøget havde alle kronisk eller episodisk migræne. Patienter med kronisk migræne har hovedpine i mere end 15 dage om måneden, mindst otte af dagene er med migræne. Det varer i mindst tre måneder.
Forskerne har testet medicinen på patienter, der tidligere har prøvet mellem to og fire andre lægemidler uden at mærke nogen positiv effekt.
”Hvis den nye medicin bliver godkendt til det danske marked, tyder meget på, at det vil kunne gøre en forskel for de patienter, vi ikke tidligere har kunnet hjælpe,” siger Messoud Ashina.
Fremanezumab er forebyggende og gives som en indsprøjtning. Medicinen virker ved at blokere aktiviteten af CGRP-molekylet (calcitonin gen-relateret peptid).
Fremanezumab (Ajovy) er godkendt i USA og Tyskland, men endnu ikke i Danmark.
For yderligere information, kontakt:
Messoud Ashina
E-mail: messoud.ashina@regionh.dk
Telefon: 38 63 33 85