Hæderspris til hovedpine-pioner
Professor Jes Olesen, Rigshospitalet, er ved den nyligt afholdte verdenskongres i Vancouver blevet fejret med en hæderspris fra International Headache Society (IHS) for sin enestående og mangeårige forskningsindsats og sit arbejde med klassifikation af hovedpinesygdomme.
Jes Olesen har stået i spidsen for arbejdet med at beskrive og klassificere over hundrede forskellige typer hovedpine, og dermed skabe et stærkt fundament for bedre behandlingstilbud. Derudover har han blandt andet været med til at oprette Dansk Hovedpinecenter ved Rigshospitalet, Glostrup.