Det er en svær tid for hovedpine/ migrænepatienter, men der er nogle ting du selv kan gøre...
Af Mette Jensen, Speciallæge i almen medicin og Doktor Jensen Akupunkturklinik
Som Speciallæge i almen medicin, og ejer af en akupunktur-klinik, har jeg stor forståelse for Sundhedsstyrelsens retningslinjer. Derfor har jeg midlertidigt lukket min klinik, af hensyn til risiko for unødig spredning af coronavirus. Men det er ikke uden omkostninger - for patienterne!
Jeg arbejder ud fra en opfattelse af, at hovedpine/migræne ofte stammer fra små infiltrationer i muskulaturen i ansigt, nakke og hals. Disse infiltrationer skaber irritative tilstande i muskulaturen, som giver smerte, træghed og tunghedsfornemmelse.
Muskelinfiltrationerne opstår typisk p.g.a. en statisk belastning, d.v.s. en belastning hvor musklen er i konstant spænding, men ikke trækker sig hverken sammen eller strækkes. Men det kan også være på baggrund af gentagne ensartede bevægelser.
Spændingen i muskulaturen opstår om dagen, når vi presses for meget. Skuldrene kommer typisk op til ørerne og vi bider tænderne sammen. Det kan også komme af, at vi sidder for meget foran en skærm og arbejder med mange gentagne bevægelser og statisk aktivitet. Men ofte spænder vi også om natten. Her skulle vi helst “lade batterierne op” og sove godt. Men i stedet kan vi have tendens til at ligge og spænde i ansigtsmusklerne, ved at bide tænderne sammen. Det er uhensigtsmæssig, men kroppen gør det alligevel. Dette giver en dårlig søvnkvalitet og hyppig og for tidlig opvågnen.
Med akupunkturen holdes musklerne mere afslappede, og nålene dæmper og fjerner irritationen i musklerne. Som konsekvens heraf får patienterne mindre hovedpine og migræne.
Nogle patienter bliver frie for deres hoved-pine/migræne over lang tid, og hos nogle kommer den aldrig tilbage. Men mange har brug for gentagne behandlinger, da de generelt set har tendens til at spænde op i muskulaturen. Det kan være at p.g.a. belastninger fysisk og psykisk på arbejde eller hjemme. Det kan også være på baggrund af problematikker, som ligger helt tilbage i opvæksten.
Disse patienter, som har behov for forebyggende behandling i form af akupunktur, er dem, som kommer til at være påvirkede af nedlukningen p.g.a. coronakrisen. De vil langsomt begynde at opbygge spændinger igen, og det kræver ekstra behandlinger i starten, for at få dem på “ret køl” igen, specielt hvis krisen kræver nedlukning over flere måneder.
Men “fat mod”, der er ting man som hovedpine/migrænepatient selv kan gøre:
- Lav udstrækningsøvelser for ansigtet hver dag. Det tager kun kort tid, men det virker. Træk underkæben ned, så munden åbnes så meget du kan, og hold trækket i mange sekunder. Arbejd med at strække dit ansigt ud på flere måder og find måske selv frem til, hvor trækket for dig er bedst. Der er mange muskler i ansigtet, men den vigtigste er den store tindingemuskel “Temporalis” samt kæbemusklen “Masseter”. Man ser virkelig tosset ud, når øvelserne laves, men det er effektfuldt. Gør det f.eks. når du vasker hænder eller kører bil - Her er der ingen som kan se dig
- Få masser af frisk luft. Det frisker ansigt og hoved op, og virker afslappende på muskulaturen. Gør også noget ud af trække vejret igennem næsen når du er ude. Næseslimhinden kan have en sammenhæng med hovedpine/migræne - efter min mening
- Gåture, det gør, at du kommer af med stress og klarer tankerne. Du bliver mere rolig, og får en bedre søvn
- Hvis du arbejder hjemme, så husk at sidde ordentligt på stolen. Dette gøres bedst ved, at tage knæene godt ud til siden (fjern gerne armlæn). På denne måde retter du op i lænden, og skuldrene falder mere tilbage
- Generelt set: Ret dig op og “put skuldrene ned i baglommen”
- Se kun nyheder en gang om dagen
Rigtig god fornøjelse og godt helbred til alle!
Med venlig hilsen
Mette Jensen, Speciallæge i almen medicin
Doktor Jensen Akupunkturklinik