Osteopater hjælper dagligt migrænepatienter: “Tit er det slet ikke hovedet den er gal med”
I Martin Bay og Ole Christensens nyåbnede osteopat klinik, Osteo-Nord, der ligger midt i Aalborg, møder de dagligt patienter med hovedpine og migræne, men ofte er det slet ikke hovedet, der er problemet.
“Dagligt kommer, der patienter til os, der døjer med hovedpine og migræne. De har måske fået medicin eller behandling andre steder i sundhedssystemet, uden den helt store effekt, og tit kan vi se, at behandlingen har fokuseret på selve hovedpinen, men måske sidder problemet et helt andet sted,” forklarer osteopat Martin Bay.
Han forklarer, at han gentagne gange ser de samme to scenarier hos sine patienter: Enten er migrænen kombineret med problemer et andet sted i kroppen for eksempel i nakken, kæben eller ved maven eller også har hovedpinen rod et helt andet sted i kroppen.
“Det er for eksempel ikke unormalt, at hvis du går rundt med et skævt bækken, så forplanter det sig resten af kroppen. Ryggen og nakken kompenserer naturligt for den slags, og det kan sagtens udmønte sig i hovedpine i sidste ende,” fortæller Martin Bay, der også fortæller, at problemer med mave, tarme eller et helt andet sted i kroppen i sidste ende kan føre til hoved-pine.
Ser på hele kroppen
Både Martin Bay og Ole Christensen er uddannede osteopater og er begge uddannet igennem European School of Osteopathy. Osteopater kan betegnes som en slags kropsmekanikere, der udfører manuel behandling med hænderne ligesom en kiropraktor eller fysioterapeut, men i modsætning til disse, behandler osteopaten ikke nødvendigvis det sted, hvor smerten er, men det sted, hvor smerten kommer fra.
“Det giver ofte mening at se på, hvordan man kan få hele kroppen til at fungere bedre. Hvis du har ondt i nakken eller hovedet, fordi du er skæv i hele kroppen, giver det ikke mening kun at behandle nakken,” fortæller Martin Bay.
Hvis man er i behandling hos en osteopat, startes der altid ud med en grundig samtale og undersøgelse af patienten, så behandleren forstår patientens historik, inden der udarbejdes en plan for behandlingsforløbet.
Behandler mange former for hovedpine
Det var den 1. marts i år, at Ole Christensen og Martin Bay åbnede dørene til deres nye klinik Osteo-Nord, der ligger på Eternitten i Aalborg. Efter, at de begge havde arbejdet med osteopati i flere år, havde de en ide om, at der var efterspørgsel på en klinik i Aalborg, og det lader til, at de ikke tog fejl.
“Der er kommet mange patienter ind her, som vi har kunnet hjælpe, og det handler ikke mindst om folk, der døjer med hovedpine og migræne,” forklarer Martin Bay, der videre fortæller, at de i klinikken behandler en lang række forskellige typer af hovedpine.
“En stor del af behandlingen er at finde ud af, hvor hovedpinen stammer fra. Er det spændingshovedpine, hovedpine, der udspringer i nakken, hormonhovedpine eller måske noget helt fjerde? Dernæst kan vi sammensætte en behandling, der fokuserer på det sted, hvor hovedpinen kommer fra, og det har normalt en rigtig god effekt,” fortæller Martin Bay.
Selve behandlingen består i en række manuelle teknikker udført af Osteopaten, men efterhånden som behandlingen skrider frem vil patienten selv kunne overtage mere og mere af ansvaret med at vedligeholde behandlingen. Flere og flere vælger i disse år at blive behandlet af en osteopat. Osteopati har siden 2018 været autoriseret behandlingsform, hvilket betyder, at patienter kan få tilskud fra Sygeforsikring Danmark og tit få dækket udgifter gennem deres forsikringsselskab.