Hvordan taler vi om kroniske smerter?

Skrevet af: Teknoantropolog Irene Hejgård Jensen 

Livet med kroniske smerter har mange facetter. Et af dem er, at det er ganske svært at tale om og forklare overfor andre, hvordan det påvirker ens liv som ellers ser ganske almindeligt ud. Har du, som ikke lider af kroniske smerter, tænkt over, hvor få ord vi egentlig har til at forklare og forstå kroniske smerter? 

Det satte jeg mig for at undersøge. Et privilegium, som jeg havde i kraft af mit studie i Teknoantropologi. Med afsæt i min karriere som sygeplejerske valgte jeg at specialisere mig i kroniske smerter. Derfor søgte jeg og opnåede praktik i et tværfagligt smertecenter. 

Denne artikel fortæller om min master thesis, hvor jeg undersøgte, hvordan patienter der lever med kroniske smerter, begrebsliggør deres smerte. Fokus for undersøgelsen er, hvordan patienter og læger kommunikerer om smerten. Mit afsæt er den store forskel der er mellem lægens forståelse af smerte, som i høj grad er baseret på forskning og internationalt vedtagne definitioner. Internationale organisationer som WHO (World Health Organisation) og IASP (International Association for the Study og Pain) har stor indflydelse på, hvordan smerte anskues og har afgørende betydning for ICD (International Classification of Diseases) som er det diagnosesystem læger anvender.  Patienten som lider af kroniske smerter har måske slet ikke har lært at tale om sin smerte (at begrebsliggøre smerten). Jeg har anvendt etnografisk metode, og udforsket, hvordan patienten oplever og beskriver forskellige situationer/ møder med smerteforståelsen beskrevet ovenfor. Tolv patienter som modtager behandling i smertecentret har ladet sig interviewe og har delt ud af deres oplevelser af livet med kroniske smerter. 

Hvad vil det egentlig sige at begrebsliggøre noget?

I sagens natur så er begreber en del af sproget. Men begreber er mere rummelige og har flere betydninger eller nuancer end fx navneord og udsagnsord. Begreber kan også skifte betydning over tid, som nu fx ’at være blåøjet’ som før betød at være klog og i dag betyder at være naiv. Det samme gør sig gældende for ’at gøre en bjørnetjeneste’, for den ældre generation er en bjørnetjeneste, en tjeneste, som er til skade for modtageren. For en yngre person er en bjørnetjeneste er en kærlig tjeneste. Under alle omstændigheder så sker begrebsliggørelse gennem samtale og fælles kultur. De mennesker som jeg har interviewet lider af komplekse kroniske smerter, gennem år. Det betyder at, jeg har fundet måder, hvorpå smerten kommunikeres, som er meget tydelige. Dette er en fordel, hvis man gerne vil blive dygtigere til at forstå de budskaber og signaler, som er til stede i samtalen om smerte. Det betyder også at, det er et situationsbillede, som udtrykkes i langt mildere grad hos flertallet af dem, som lider af kroniske smerter. 

Jeg har fundet at, personer som lider af kroniske smerter ikke har begreber for deres smerter. De anvender udsagn som ’jeg har ondt/ smerter’ eller ’det gør ondt’. Der anvendes metaforer som ’en kniv der stikker og jager’ eller ’en finger der trykker på et blåt mærke hele tiden’. Derud over beskrives funktioner som er påvirkede, fx ’jeg kan ikke sove’ eller ’jeg kan ikke engang gå på stedet’. Det væsentligste fund er, hvordan personen er påvirket af sin smerte. Det kan være betydelige forandringer i den måde patienten taler (dette er især i sammenhæng med hukommelsesbesvær og koncentrationsbesvær). Talen kan forekomme usammenhængende og i værste fald uden et forståeligt indhold. Når der tales om smerten kan der være flere påvirkninger at bemærke. Nogle taler meget hurtigt eller langsomt (lægger tryk på ord og stavelser), nogle taler om sig selv i tredje person, nogle taler om smerten som noget udefrakommende, ofte tales der udenom begrebet smerte og når så smerten omtales direkte fremhæves smertens påvirkning. Med andre ord begrebsliggørelsen af smerten finder sted gennem fravær af ord, gennem sproglige tegn på smertens påvirkning og gennem fysiske tegn på smertens påvirkning. Derfor vil jeg med denne artikel lægge op til, at vi sammen taler om, men især giver plads og lytter til de personer, der kan fortælle om livet med kroniske smerter.  Kun sådan kan vi sammen begrebsliggøre smerte. 

Ja jeg har været i praktik i et tværfagligt smertecenter på tredje semester og på fjerde semester fik jeg mulighed for at interviewe tolv af deres patienter. Jeg har analyseret mig frem til, at for disse mennesker (nogle har lidt af kroniske smerter i mange år) så er det ganske vanskeligt at beskrive/ forklare eller sætte ord på smerten. I stedet kommer den til udtryk ved at sproget fx bliver opbrudt og delt, ved de ting de ikke længere kan, ved brug af kraftudtryk mm. Mange af disse mennesker har mødt læger som ikke anerkender deres smerte, fordi den ikke kan påvises ved røntgen eller lignende. Når de så møder en læge i smertecentret, som godt forstår, så er deres oplevelse markant ændret. Derfor har jeg også udledt at disse mennesker i deres smerteforståelse læner sig op ad lægens smerteforståelse.

Min afhandling er således en illustration af, hvordan smerte patienter kommunikerer deres smerte, hvilke tegn og symptomer. Det er ret væsentligt for ikke smerte specialiserede læger at forstå.