Hovedpine - set fra en anden synsvinkel!
De fleste vil sikkert være enige om, at hovedpiner ofte stammer fra nakken. Hvordan kan det så være at de fleste får mere hovedpine af at blive behandlet i nakken? Hvorfor er nakken blevet så spændt at den giver hovedpine? Hvis behandling af nakken ikke hjælper, hvad skal der så til for at få spændingerne væk? Svaret for dig kan muligvis sidde et helt andet sted i kroppen.
Som fysioterapeut ser jeg hovedpinen som symptom på en dybereliggende årsag, at der er et problem et andet sted i kroppen. Problemet sidder således ikke i hovedet, men udspringer af en svaghed et helt andet sted. Det store spørgsmål er selvfølgelig; hvor sidder det reelle problem? De bedste eksempler på udløsende årsager til hovedpine er gamle skader i enten ben, omkring hofte eller i lænden.
Stabilitet nedefra
Min erfaring med mange hovedpinepatienter er, at hovedpinen reelt er sekundær. Det viser sig derfor ofte i den indledende snak samt i undersøgelsen, at patienterne har problemer flere steder end kun hovedet. En ankel har været forstuvet, et fald på cyklen, et brækket ben eller et dårligt knæ, er ofte en del af historikken. Disse skader kan være med til at skabe et dårligt fundament for resten af kroppen og dermed vil der nemt kunne opstå skæve stillinger i nakken. Årsagen er, at hvis alle led i kroppen ikke har fuld og fri bevægelighed, vil andre led og muskler blive påvirket. En immobil fod med svag muskulatur kan derfor skabe en svaghed i lænderyggen som påvirker nakken og dermed hovedet.
Forstå signalerne
Det er ikke nødvendigvis sikkert, at man selv er klar over, at der stadig er et problem i den skade der skete for snart 20 år siden, men kroppen har en fantastisk evne til at tilpasse sig situationen og finder på kompensationer. På et eller andet tidspunkt vil kompensationsmønstret have trukket så skævt i kroppen, at den bliver nødt til at sige fra. Den eneste måde kroppen kan kommunikere med os på, er ved at skabe en eller anden form for smerter, stramhed eller ubehag. Vi bliver dermed gjort opmærksomme på, at der er noget galt, vi skal bare lære at forstå signalerne.
Træning skal der til
Disse skævheder der kan opstå i vores fundament, skal der på én eller anden måde rettes op på. For at ændre på vores måde at bruge kroppen på er det derfor nødvendigt at træne. Det har de fleste sikkert hørt før, men det er ikke helt lige meget hvad man træner. Når der sker en skade går kroppen i gang med en masse forsvarsmekanismer. Disse kan blandt meget andet være at ”slukke” for musklerne i en periode for at skåne et led. Når skaden så er helet bør musklerne gå i gang igen, men det er ikke altid det sker rigtigt.
Derfor er det vigtigt at få testet alle de muskler der kan være involdveret i en tidligere skade, om de nu også fungerer som de skal og hvis ikke de gør, skal netop disse sættes i gang med at lave deres arbejde. Dette vil i mange tilfælde skabe en stor forandring for resten af kroppen, da den nu kan finde tilbage til sit normale spændingsniveau og dermed har hovedpinen mulighed for at slippe.
De første behandlinger bør derfor foregå uden den store berøring med nakken, da denne har brug for tid til at komme ordentligt på plads og finde sit rigtige spændingsniveau. Der bør arbejdes intensivt på at skabe et solidt fundament for nakken og ryggen at fungere på, så det er stabilitet nedefra der har første prioritet.
Skrevet af fysioterapeut Caspar Frausing, indehaver af casparf.dk