Lider du af menstruationsmigræne

Lider du af menstruationsmigræne, så kom og hør hvad forskningen har at byde på med forsker Mona Ameri Chalmer fra Dansk Hovedpinecenter

På Odense Universitetshospital, Marie Krogh Stuen indg. 50, J.B. Windslews Vej 4, 5000 Odense. 

 Langt flere kvinder end mænd har migræne. For kvinder i den fødedygtige alder er forekomsten af migræne to til tre gange større end blandt mænd i samme alder, og der er mange interessante relationer til de kvindelige kønshormoner. Den markante forskel mellem kønnene har ansporet læge, ph.d. og forsker ved Dansk Hovedpinecenter, Rigshospitalet Glostrup, Mona Ameri Chalmer, til at undersøge, hvad årsagerne kan være.

Særligt for kvinder med migræne er såkaldt menstruationsmigræne. Omkring 10% af alle kvindelige migrænepatienter har udelukkende anfald på menstruationstidspunktet – ren menstruationsmigræne – mens et større antal dels har anfald på menstruationstidspunktet, dels uden for – såkaldt menstruationsrelateret migræne. Menstruationsmigræne adskiller sig klinisk fra anden migræne ved blandt andet, at de menstruationsrelaterede migræneanfald er sværere, mere langvarige og sværere at behandle, sammenlignet med anfald uden for menstruationen. 

Desværre foreligger der en misforståelse om, at der ikke er nogen behandling for menstruationsmigræne. Det er heldigvis ikke tilfældet. Selvom menstruationsmigræne kan være sværere at behandle end andre typer migræne, så kan det behandles. Mona Ameri Chalmer vil fortælle om bl.a. hendes forskning indenfor menstruationsmigræne, og hvordan menstruationsmigræne kan behandles. Derudover vil hun sætte fokus på den markante kønsforskel, der er i migræne.

Tilmelding senest den 24.4 på post@hovedpineforeningen.dk Gratis for medlemmer af foreningen. Kr. 50,- for ikke medlemmer, som indbetales på mobilepay 65571 den 24.4 skriv antal og Odense.

Samme dag og sted afholder vi generalforsamling. Nærmere følger i bladet i april nummeret