Migræne er Danmarks 3. største sygdom

Migræne er en biologisk sygdom i hjernen,  der kendetegnes ved tilbagevendende ved kraftig og ofte pulserende hovedpine ledsaget af kvalme, opkastninger, flimren for øjnene og lyd-  eller lysoverfølsomhed. Den kan vare i optil 72 timer,  Migrænen kan være halvsidig og man kan under et kraftigt anfald opleve, at den skifter side. Migrænen forværres ved fysisk aktivitet.  Den arvelige migræne kan for mange ikke helbredes, men lindres med den rette medicin. Har man flere anfald pr. måned kan man komme i behandling med forebyggende medicin.

Desværre har mange migrænepatienter stadig den opfattelse, at de ikke rigtig kan gøre noget ved deres  migræne, på trods af at man efterhånden er nået langt med den rigtige medicinske behandling. Dette kan være i form af akut anfaldsbehandling eller, for de patienter med hyppige anfald, en forebyggende medicinsk behandling, hvor man hæmmer de signalstoffer, der kan være med til at fremprovokere migræneanfaldet. Der er ny forbyggende medicin undervejs til migrænepatienter.

10% af de diagnosticerede patienter har kronisk migræne, som er karakteriseret ved mindst 15 hovedpinedage om måneden. Imellem anfaldene har mange patienter spændingshovedpine.

HVEM FÅR MIGRÆNE?

Migræne starter oftest i de mest produktive leveår, og rammer hårdest ned i aldersgruppen 35-54 år og blandt personer med en kort uddannelse. Sygdommen kan altså være medvirkende til at skabe eller øge social ulighed for mennesker med korte uddannelser, der er i højere risiko for at ende på førtidspension. Mange får også migræne efter en fødsel og andre kan opleve at den forsvinder efter fødslen. Mange unge oplever de får migræne når de får deres menstruation og dette kan følge dem i mange år, hvilket er en homonel migræne.

ARBEJDSMARKEDET OG SAMFUND

Migræne er en sygdom, der er forbundet med betydelig nedsættelse af funktionsevnen og som kan medføre nedsat livskvalitet og arbejdsfravær. Ifl. Global Burden of Disease Survey 2010 er migrænen den 7. mest invaliderende sygdom i verden. Det anslås, at sygdommen er skyld i mere end 700.000 tabte arbejdsdage om året i Danmark og Sundhedsstyrelsen vurderer, at sygdommen hvert år koster 1.2 milliard kr. i tabt produktion.

Man skønner at 13 ud af 15 personer skjuler deres sygdom for omgivelserne eller ved sygefravær lyver om sygdommen af frygt for at miste deres job.

Patientgruppen udgør 13,5% af alle sygedage, 10,2% af alle sygedage bland mænd og 15,9% af alle sygedage blandt kvinder. Migrænen er årligt årsag til 73 nytilkendte førtidspensioner. Ikke meget efter alle dem der lider af dette, men igen - mange går ikke til læge, men går alene med deres sygdom. Har ofte fået den besked, migræne kan man ikke gøre noget ved, men det kan man altså for de flestes vedkommende.

MANGEL PÅ VIDEN OG ANERKENDELSE

Migræne er den mest almindelige neurologiske tilstand i den industrielle verden, men til trods for at sygdommen er mere udbredt end astma, epilepsi og diabetes tilsammen, er migrænen i høj grad en tabubelagt sygdom, som man ikke taler om. Det er med stor sandsynlighed også baggrunden for, at 13 ud af 15 personer ed migræne, iflg. undersøgelsen af Analyse Danmark, skjuler sygdommen for deres omgivelser.

Der er et meget lille kendskab til de store forskelle mellem spændingshovedpine og migræne. Dette har bl.a. den alvorlige konsekvens, at rigtig mange patienter ikke modtager den optimale medicinske behandling. Mange spiser alt for mange hovedpinetabletter, som kan være med til, at man udvikler en medicinsk overforbrugshovedpine MOH.

Vi har bare i Danmark for lange ventetider og for få specialiserede behandlingssteder og der er stor mangel på neurologer. Dette arbejder vi her i foreningen på at få løst.

 

FAKTA OM MIGRÆNE

  • I Danmark er ca. 640.000 personer med migræne
  • Personer med migræne har årligt 1.7 mio. Flere besøg hos alment praktiserende læger end personer uden migræne. Det svarer til 5% af alle besøg hos praktiserende læger
  • Erhvervsaktive personer med migræne har årligt 3.8 mio. flere sygedage end erhvervsaktive personer uden migræne. Det svarer til ca. 14% af alle sygedage
  • Hvert år koster migræne 420 mio. Kr. i behandling og 1.2 mia. Kr. i tabt arbejdsfortjeneste
  • Det anslås, at sygdommen er skyld i mere end 700.000 tabte arbejdsdag om året i Danmark 

Kilde: SST rapport om sygdomsbyrden i Danmark oktober 2015

FAKTA OM BEHANDLING AF MIGRÆNE

  • Kun ca. 40% af alle migrænepatienter er diagnosticeret korrekt
  • 70% af alle migrænepatienter får ikke den rigtige behandling
  • Over 50% af alle ramte går ikke til lægen eller er holdt op med at komme der
  • mange migrænepatienter vælger at behandle symptomerne selv ved hjælp af smertestillende    håndkøbsmedicin
  • Der er store medicinske fremskridt på området for forebyggende behandling af migræne

Kilde: Novartis og Migræne kirurgisk Center